Bogens forord


Musik som udtryksform er en grundbog skrevet først og fremmest for pædagogstuderende og færdiguddannede pædagoger, men også lærerstuderende, skolernes musikundervisere og andre med interesse for musik kan have glæde af at læse den. Man behøver nemlig ikke kunne læse noder for at få noget ud af denne bog, og de forskellige kapitler kan godt læses hver for sig. Det bedste udbytte får man imidlertid ved en samlet læsning af hele bogen.

 

Inden læseren begiver sig ud i denne bogs forskellige vinkler på musik som udtryksform, er det mig magtpåliggende at slå fast: Musik er først og 

fremmest en unik udtryksform, fordi dens særlige „sprog“ ikke kan italesættes. Musik er derfor en uerstattelig gave til menneskeheden, og denne gave 

er nok værd at bevare og værne om – også i fremtidens pædagogiske felter og uddannelser.

 

Derimod kan man indkredse områder og formulere sig omkring nogle af musikkens enkeltdele, der hver for sig og tilsammen har betydning for den 

måde, vi oplever musik på. Ligeledes kan man pege på værdien af at beskæftige sig med musik i pædagogisk arbejde med børn, unge og ældre, hvor musik både er et mål og et middel, hvilket er bogens egentlige ærinde.

 

Mange har været til stor inspiration for mig i forbindelse med denne bogs tilblivelse, men frem for alt er den et resultat af mange års godt fagligt samarbejde og sparring med mine studiekammerater, veninder, sammenspilspartnere og musikkolleger Kirsten Fredens og Karen Rønne. Deres kompetente musikpædagogiske udviklingsarbejder har til stadighed inspireret mig og præget det musikfaglige felt, vi alle i årevis har været en del af som musikundervisere ved Via University College, Pædagoguddannelsen Jydsk.

 

En stor tak til de studerende, der har læst nogle af bogens kapitler, givet mig tilbagemeldinger og inspireret mig til at fortsætte med at skrive. 

Ligeledes en tak til Britta Lønstrup, der har hjulpet mig med ikke at være for snakkende i det skriftsproglige, ligesom Karen Rønne har forsøgt at manøvrere mig uden om alt for mange løftede pegefingre.

 

Specielt en tak til min dejlige og meget kompetente niece, Anne Kirk Larsen, der har læst alt igennem og sat mig på sporet af nogle uklare formuleringer og steder, som med fordel kunne pyntes med eksempler.

 

Til sidst vil jeg takke min søn, Niels Kirk, fordi han endnu en gang har været en støtte og inspiration i en skriveproces. Han forlod hjemmet som 20-årig og efterlod mig med så megen tid, at jeg måtte finde noget meningsfuldt at foretage mig. Resultatet er denne bog. En særlig tak, Niels, fordi du dukkede op og holdt hjemmet her rent, og fordi du regelmæssigt har sørget for nogle ungdommelige indslag, der kunne lokke mig væk fra det støvede skrivebord.

 
 

Elsebeth Kirk

Januar 2009