Intracellulær væske

Kroppens væske er fordelt på flere forskellige væskerum. Størstedelen, ca. 2/3, findes inde i cellerne og kaldes intracellulær væske. Den resterende del, ca. 1/3, findes uden for cellerne og kaldes ekstracellulær væske. Væske udveksles (vandrer) frit mellem de forskellige områder i kroppen.

Vands vandring

Cellemembranen er semipermeabel for mange stoffer. Men for stoffet vand er cellemembranen permeabel. Det vil sige, at vand frit kan vandre fra den ene side af cellemembranen til den anden. Vand vil altid forsøge at fordele sige således, at mængden af vand inde i cellen (intracellulært) er identisk med mængden af vand uden for cellen (ekstracellulært). Vandets vandring ind og ud af cellerne styres altså af vandmængden på begge sider af en membran.

 

Osmose

Vandets vandring kan også skyldes mængden af stoffer på begge sider af membranen. Glukose, elektrolytter (elektrisk ladede stoffer som fx natriumion, Na+) og andre stoffer kan ikke altid vandre igennem den semipermeable cellemembran. Er der en stor koncentration af stoffer uden for cellen, fx glukose, vil en del af det intracellulære vand vandre ud af cellen for at fortynde koncentrationen af stoffer, her glukose. Når vand vandrer, kaldes det osmose. Vand er et af de stoffer i kroppen, der vandrer hurtigst.

 

Osmotisk tryk

Vandet inde i cellerne yder et tryk på cellemembranen. Dette vandtryk kaldes det osmotiske tryk. Dette tryk kan man måle.

 

Isotonisk miljø

Hvis der er den samme mængde vand og stof intracellulært som uden for cellen, opholder cellen sig i et isotonisk miljø.

 

Hypertonisk miljø

 

Hvis der i en væske er en stor mængde af stof i forhold til vandmængden, kaldes denne opløsning for hyperton.

 

Hvis der uden for en celle er en hyperton væske, hvilket vil sige, at der er mere stof og mindre vand uden for cellen end indeni, vil vandet intracellulært begynde at vandre ud for at udligne den store koncentration af stof uden for cellen. Mængden af vand intracellulært vil så falde. Cellen er nu ved at dehydrere.

 

Hypotonisk miljø

Hvis der i en væske kun er lidt stof i forhold til vandmængden, kaldes denne opløsning for hypoton. Hvis der uden for en celle er et hypotont miljø, hvilket vil sige, at der er mindre stof og mere vand uden for cellen end indeni, vil vandet uden for cellen begynde at vandre ind i cellen, så mængden af vand intracellulært vil stige. Cellen er nu ved at overhydrere.

Væskebalanceregulerende center

I hypothalamus sider et væskebalanceregulerende center, også kaldet tørstcenteret. Hvis der sker en ændring i cellernes væskemængde, så det osmotiske tryk falder, og cellerne dehydrerer, vil det væskebalanceregulerende center i hypothalamus få besked.

 

Hvis væskemængden i kroppen falder med 1-2 %, vil det udløse en kraftig tørstfornemmelse. Samtidig vil det væskebalanceregulerende center give besked til celler i hypofysen, som producerer hormonet ADH (antidiuretisk hormon). ADH sendes via kredsløbet til nyrerne, der så vil øge genoptagelsen af vand. Det vil sige, at der suges vand ud af urinen, hvorved urinen bliver mere koncentreret, og diuresemængden falder.

Ekstracellulær væske

Væsken uden for cellerne kaldes ekstracellulær væske. Ekstracellulær væske er fordelt i flere forskellige væskerum.

 

  • Der findes væske mellem cellerne (vævsvæske), som kaldes for intercellulær væske eller interstitiel væske.
  • En del væske findes som blodplasma i blodkarrene og i lymfesystemet. Denne væske kaldes intravaskulær væske.
  • En lille del af væsken findes i hulrum og mellem bindevæv og kaldes transcellulær væske.

 

 

Der foregår konstant en vandring af væske mellem de forskellige væskeområder i kroppen.

C2

Væsken i kroppen er fordelt på forskellige områder. Der sker konstant udveksling af væske via semipermeable membraner mellem de nævnte områder.

Speak

 

Eksperiment

Hvad er osmose?